mandag den 18. februar 2008


Jeg er lige kommet hjem fra springtræning hos Vappu Alatalo, som hjælper mig på forskellig måde i min træning. Hun er selv meget dygtig og underviser i Sverige og Finland hver weekend i springteknik. Vappu har boet flere år i USA og trænet hos nogle af deres bedste undervisere, som f.eks. Susan Garrett. Hun har et supergodt blik for træning og nye ogs anderledes ideer. Hun siger, at Komma springer helt forfærdeligt dårligt. Det har jeg også selv lagt mærke til, så det skal vi i gang med at forbedre. Det foregår på nogle lave spring, lidt cavalettiagtigt, som jeg selv kan sætte op ude i haven. Derudover går vi på træstammer og laver andre balanceøvelser for at styrke mavemusklerne.

Træningsmæssigt går det forrygende med nogen ting og stadig meget langsomt med metalapporten. Hver gang hun selv giver lidt slip på den bliver hun bange for den. Derfor har jeg nu ændret stil og er ved at træne hende til at det er OK at spytte den ud. Vi kører på superlækre kødstykker og jeg forsøger nu at træne metalapporten to gange om dagen. Vi har ikke været til nogle prøver siden Nordisk mesterskab i Herning, hvor Komma og jeg var White Dog, dvs. en slags prøvehund, der går programmet inden den første deltager. Selv om Komma ikke er færdigtrænet i eliteprogrammet var det en super chance for at afprøve vores færdigheder og prøve hende af til at stort indendørs stævne. Vi fik ingen karakterer, men det gjorde ikke så meget for det jeg var mest interesseret i var hvordan hun ville reagere i situationen. Og DET gik over al forventning, hun var kvik og glad og upåvirket af tilskuere og de mange dommere på banen - det var dejligt at opleve. Hendes fremsende var i stjerneklasse og hun lavede flere andre flotte øvelser.

Chillie bliver vedligeholdt med tricks træning. Jeg nyder virkelig at lave "hvad kan du finde på sessioner" hvor hun kun bliver belønnet for at finde på noget nyt. Hun kommer også med meget kendt adfærd, men hun har lært sig selv flere nye ting, senest sidde pænt, som efter nogle få klik for tilløbet til at sidde på bagenden og løfte forbenene, nu har fået et signal og er helt stabil.